Vil lige dele dette billede med jer. Afprøvede en Thai-ret den anden dag og den faldt i god jord hos alle. Den er lavet på rød karrypasta og kokosmælk. Har længe forsøgt at lave en ret der smagte a ala den man får på Thai spisestederne, men uden held indtil jeg fandt denne herlige opskritft. Jeg ændrede lidt i den så den passede til min smagsløg. Opskriften var oprindeligt med laks, men kender mange der ikke kan lide fisk, så jeg tryllede den om til kylling. Sætter opskriften ind her nedenunder hvis nogen skulle være interesseret.
Kylling i rød karrysauce med basilikum
Den både sødlige og stærke karrysauce med grøntsager og frisk basilikum er en fantastisk ledsager til kylling.
2 personer
Ingredienser:
300 g kyllingefilet
lidt olivenolie
Rød karrysauce med grøntsager:
3 kaffirlimeblade
2 spsk. rød karrypasta
lidt olivenolie til stegning
1 dåse kokosmælk (4 dl)
saften fra 1/2 - 1 limefrugt
1 tsk. fiskesauce
4 tsk. sukker
50 g bambuskud
50 g sukkerærter
1 rød peberfrugt
1 løg
1 bundt basilikum, gerne thi-basilikum
Tilbehør: løse ris
Fremgangsmåde:
Skær kyllingen ud i passende stykker og steg dem, så de lige nøjagtig skifter farve. Stil dem derefter til siden.
Rød karrysauce:
Skær limebladene i smalle strimler. Svits karrypastaen i olien i en wok eller gryde. Tilsæt kokosmælk, limeblade og limesaft, og lad karrysaucen simre svagt i 10 min. Smag til med fiskesauce og sukker.
Kom kyllingestykkerne i. Skær sukkerærterne i bidder. Rens peberfrugten, og skær den i strimler. Pil løget, og skær det i både. Lad bambusskud, sukkerærter, peberfrugt og løg simre i karrysaucen i ca. 10 min. Tilsæt basilikumbladene de sidste 5 min. af kogetiden.
Tip:
Kaffirlimeblade har en kraftig, citronagtig smag og fås frosne eller tørrede i de fleste asiatiske fødevarebutikker. Kan evt. erstattes af fintrevet skal fra en limefrugt.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar